Atlético Madrid-kampe

Atletico Madrids kampprogram i 2025/2026

Officiel info om Atletico Madrid-kampe: atleticodemadrid.com/calendario og laliga.com/calendar

Atletico Madrids hjemmekampe på Estadio Metropolitano

Atletico Madrids hjemmebane er Estadio Metropolitano. Stadionet har en kapacitet på 70.460 tilskuere. I 2022/23-sæsonen var det gennemsnitlige tilskuertal 58.866. I 2023/24-sæsonen steg gennemsnittet til over 61.000 tilskuere per kamp i La Liga.

Klubben flyttede til Estadio Metropolitano i 2017 fra det tidligere hjemsted, Estadio Vicente Calderón. Vicente Calderón lå centralt ved Manzanares-floden og var klubbens hjem i 50 år. Det nuværende stadion er en ombygning og udvidelse af det tidligere atletikstadion, La Peineta, som var en del af Madrids bud på De Olympiske Lege. Den første officielle kamp på Estadio Metropolitano fandt sted den 16. september 2017 mod Málaga. Antoine Griezmann scorede kampens eneste mål.

Du kommer nemmest til stadion med offentlig transport. Metroens linje 7 (orange linje) har en station direkte ved stadion. Stationen hedder ‘Estadio Metropolitano’ og udgangen fører dig direkte til stadionområdet. Flere buslinjer kører også til området. Linjerne 167, 286, 288 og 289 stopper i nærheden. På kampdage indsættes der specialbusser for at håndtere de mange tilskuere.

Estadio Metropolitano: atleticodemadrid.com/metropolitano og wikipedia.org/Metropolitano_Stadium

Madrid Derby

El Derbi Madrileño (eller Madrid Derby på dansk) er navnet på kampen mellem Atletico Madrid og Real Madrid. Det er et af de mest intense byderbyer i europæisk fodbold. Det første officielle derby fandt sted i Campeonato Regional Centro i 1906. Real Madrid vandt den kamp 2-1. Rivaliseringen er bygget på sportslige, sociale og politiske forskelle mellem de to klubber.

Historisk set repræsenterer Real Madrid etablissementet og den centrale magt i Spanien. Klubben har tætte forbindelser til kongehuset. Atletico Madrid opfattes derimod som arbejderklassens klub. Denne sociale skelnen var tydelig i placeringen af klubbernes tidligere stadioner. Real Madrids Santiago Bernabéu ligger i det velhavende Chamartín-distrikt, mens Atleticos gamle hjemmebane, Vicente Calderón, lå i det mere folkelige Arganzuela-kvarter. Denne opdeling skaber en fundamental del af derbyets identitet.

I mange år var Real Madrid den dominerende part i derbyet. Atletico Madrid oplevede en periode på 14 år uden en sejr over lokalrivalerne fra 1999 til 2013. Dette ændrede sig med ankomsten af træner Diego Simeone. Under hans ledelse blev Atletico en direkte konkurrent til Real Madrid både nationalt og internationalt. Et afgørende øjeblik var Copa del Rey-finalen i 2013, hvor Atletico Madrid besejrede Real Madrid på Santiago Bernabéu.

Det, der adskiller Madrid-derbyet fra mange andre, er dets betydning på den internationale scene. De to klubber mødtes i to UEFA Champions League-finaler. Den første var i 2014 i Lissabon, og den anden var i 2016 i Milano. Real Madrid vandt begge finaler. Disse kampe på fodboldens største scene har givet rivaliseringen en global dimension, som få andre byderbyer besidder. Kampene er kendetegnet ved en taktisk og fysisk intensitet, som afspejler de to klubbers forskellige spillestile.

Læs mere: Madrid Derby | wikipedia.org/Madrid_derby

Kommende opgør

Seneste opgør

De største Atletico Madrid-kampe

5. september 1962: Atletico Madrid – Fiorentina 3-0

Kampen den 5. september 1962 er en af de mest skelsættende i Atletico Madrids historie, da den markerede klubbens første europæiske triumf. Finalen i Pokalvindernes Turnering stod mod de forsvarende mestre fra italienske Fiorentina, et hold spækket med stjerner. Finalen var en omkamp, da den oprindelige finale, spillet den 10. maj samme år på Hampden Park i Glasgow, var endt 1-1 efter forlænget spilletid. I den første kamp havde Joaquín Peiró bragt Atletico foran, før svenske Kurt Hamrin udlignede for italienerne. Da man endnu ikke benyttede sig af straffesparkskonkurrencer, blev en ny kamp nødvendig for at finde en vinder.

Omkampen blev spillet på Neckarstadion i Stuttgart, og denne gang var der ingen tvivl om udfaldet. Under ledelse af træner José Villalonga leverede Atletico Madrid en magtdemonstration. Fra start viste Atletico sig som det stærkeste hold, og allerede efter otte minutter bragte Miguel Jones holdet foran med 1-0. Den brasilianske angriber Jorge Alberto Mendonça øgede føringen til 2-0 før pausen, hvilket gav spanierne et solidt fundament for anden halvleg. Her fortsatte dominansen, og i det 59. minut cementerede den legendariske Joaquín Peiró sejren med målet til 3-0. Resultatet var en utvetydig sejr, der kronede en stærk europæisk sæson.

Sejren var historisk, da den sikrede Atletico Madrid klubbens allerførste europæiske trofæ. Det var en triumf, der ikke blot gav genlyd i Spanien, men som placerede ‘Los Colchoneros’ på det europæiske landkort som en magtfaktor. For klubbens fans og identitet var denne sejr en grundsten. Den beviste, at Atletico kunne konkurrere med og besejre de bedste hold i Europa, og den står i dag som et stolt referencepunkt for klubbens rige internationale historie og som det første kapitel i fortællingen om Atleticos europæiske eventyr.

15. maj 1974: Atletico Madrid – Bayern München 1-1

Den 15. maj 1974 på Heysel Stadion i Bruxelles står mejslet i Atletico Madrids historie som dagen, hvor drømmen var inden for rækkevidde, blot for at blive knust på den mest brutale vis. I finalen i Mesterholdenes Europa Cup stod træner Juan Carlos Lorenzos hårdt kæmpende og taktisk disciplinerede mandskab over for et stjernespækket Bayern München-hold, der udgjorde kernen af det vesttyske landshold med legender som Franz Beckenbauer, Sepp Maier og Gerd Müller. Kampen var en intens og nervepirrende affære, præget af fysisk spil og få åbne chancer. Efter 90 målløse minutter måtte finalen ud i forlænget spilletid, hvor hver eneste tackling og aflevering bar præg af den enorme betydning for Atletico, der for første gang i klubbens historie stod i den største europæiske finale.

Dramaet kulminerede i den forlængede spilletids anden halvleg. I det 114. minut trådte klubikonet Luis Aragonés frem og krøllede et mesterligt frispark over muren og ind bag en chanceløs Sepp Maier. Målet udløste eufori blandt Atletico-spillere og fans; med kun seks minutter tilbage lignede det en historisk triumf. Men skæbnen ville det anderledes. I kampens absolut sidste minut, det 120., modtog forsvarsspilleren Georg Schwarzenbeck bolden langt ude fra og sendte et desperat langskud afsted. Bolden tog et uheldigt opspring foran målmand Miguel Reina og strøg i nettet til en chokudligning. Fløjten lød umiddelbart efter, og de vantro Atletico-spillere sank sammen på græsset, frarøvet sejren i allersidste sekund.

Dengang var der ingen straffesparkskonkurrence til at afgøre finaler. I stedet blev der spillet en omkamp to dage senere på samme stadion. Den psykologiske mavepuster fra den første kamp var for stor for Atletico. Et mentalt og fysisk drænet hold blev kørt over og tabte 4-0 til et klinisk Bayern-mandskab. Nederlaget i 1974 blev mere end blot et tabt trofæ; det blev fødselsøjeblikket for myten om “El Pupas” – de forbandede. Oplevelsen cementerede en identitet af lidelse, stolthed og en følelse af, at klubben altid var bestemt til at falde på målstregen på den mest hjerteskærende måde. Denne kamp blev et definerende traume, der formede klubbens selvforståelse og forhold til europæisk succes i de følgende 40 år.

10. april 1975: Atletico Madrid – Independiente 2-0

Vejen til Intercontinental Cup-finalen i 1974 var i sig selv usædvanlig for Atlético Madrid. Holdet havde på traumatisk vis tabt Mesterholdenes Europa Cup-finale til Bayern München efter en sen udligning og en efterfølgende omkamp. Da de tyske mestre imidlertid afslog at deltage i den interkontinentale finale mod vinderen af Sydamerikas Copa Libertadores, fik Atlético Madrid chancen som europæiske sølvvindere. Modstanderen var argentinske Independiente, datidens ubestridte konger af sydamerikansk fodbold og kendt som “Rey de Copas” (Kongen af Pokaler). Den første kamp i Argentina endte med et snævert 1-0 nederlag til Atlético, hvilket satte scenen for en alt-eller-intet-kamp på hjemmebane.

Returkampen den 10. april 1975 på et fyldt og larmende Vicente Calderón er indskrevet i klubbens mytologi. Stemningen var elektrisk, drevet af et håb om forløsning efter skuffelsen i Europa. Atlético pressede på fra start, og efter 34 minutter bragte Javier Irureta balance i det samlede regnskab med et fremragende langskud, der sendte stadion i ekstase. Kampen var intens og fysisk, som det ofte var tilfældet i opgør mellem europæiske og sydamerikanske hold i den æra. Som tiden skred frem, og med udsigt til forlænget spilletid, steg spændingen til det bristepunktet. Men med kun fem minutter tilbage af den ordinære spilletid, steg den argentinske angriber Rubén ‘Ratón’ Ayala til vejrs og headede et indlæg i nettet til 2-0. Målet, scoret af en argentiner mod et argentinsk hold, sikrede en samlet 2-1 sejr og en euforisk jubel på tribunerne.

Sejren var monumental for Atlético Madrid. Det var en sportslig hævn og en forløsning efter det hjerteskærende nederlag til netop Bayern München året før. Triumfen gav klubben sin første og hidtil eneste verdensmestertitel for klubhold og cementerede fortællingen om et hold, der altid kæmper mod overmagten og opnår storhed gennem lidelse og viljestyrke. For en generation af fans var denne aften beviset på, at Atlético Madrid kunne nå toppen af fodboldverdenen. Det er en titel, der, netop på grund af den usædvanlige vej dertil og den dramatiske afslutning, har en helt særlig plads i hjerterne hos alle ‘colchoneros’.

10. april 1996: Atletico Madrid – FC Barcelona 1-0

Finalen i Copa del Rey den 10. april 1996 på La Romareda i Zaragoza står som en af de mest skelsættende kampe i Atletico Madrids historie. Modstanderen var Johan Cruyffs mægtige FC Barcelona, et hold spækket med stjerner som Luís Figo, Gheorghe Hagi og Pep Guardiola. For Atletico var kampen kulminationen på en fantastisk sæson under den serbiske træner Radomir Antić. Holdet var bygget op omkring en solid defensiv organisation, en utrættelig midtbane anført af en ung og kompromisløs Diego Simeone, og en angrebsduo bestående af den elegante Kiko Narváez og den fysisk stærke Lyuboslav Penev. Kampen var en intens og taktisk affære, hvor Atleticos kollektive disciplin og kampånd stod over for Barcelonas tekniske overlegenhed og boldbesiddelse. De ordinære 90 minutter endte uden scoringer i en nervepirrende og chancefattig forestilling.

Afgørelsen faldt i den forlængede spilletid og blev et øjeblik af ren fodboldmagi, der for evigt definerede en af holdets nøglespillere. I det 102. minut fik Atletico Madrid et hjørnespark. Op til bolden gik den serbiske frisparksspecialist Milinko Pantić, en spiller som Antić personligt havde insisteret på at hente til klubben fra Panionios i den græske liga. Med en præcis og skruet bold sendte Pantić bolden mod forreste stolpe, hvor han selv var løbet ind. I en perfekt timet bevægelse pandede han bolden i nettet bag en chanceløs Carles Busquets i Barcelona-målet. Målet udløste en euforisk jubel blandt de medrejsende Atletico-fans og blev det eneste i kampen. Atleticos spillere kæmpede heroisk i de resterende minutter og sikrede sig klubbens ottende Copa del Rey-trofæ.

Sejren var mere end blot en pokaltitel; den var den første del af klubbens historiske “Doblete” (The Double). Triumfen i pokalfinalen gav holdet et enormt mentalt boost og den nødvendige selvtillid til at fuldføre missionen i ligaen, som de vandt få uger senere på sidste spilledag. Kampen mod Barcelona cementerede 1995/96-holdets status som legender og blev et symbol på, hvordan et sammentømret kollektiv med en klar taktisk plan og en ukuelig vilje kunne overvinde selv de største modstandere. For generationer af Atletico-fans er Pantićs hovedstødsmål ikke bare et mål, men et ikonisk øjeblik, der indkapsler hele den magiske sæson og stoltheden ved at være “Rojiblanco”.

25. maj 1996: Atletico Madrid – Albacete 2-0

Den 25. maj 1996 er en dato, der er mejslet i hukommelsen hos enhver Atlético Madrid-tilhænger. Efter 19 års ventetid stod klubben på tærsklen til at vinde La Liga-titlen for niende gang. Konteksten var elektrisk: Holdet, under ledelse af den karismatiske serbiske træner Radomir Antić, havde allerede vundet Copa del Rey tidligere på sæsonen i en dramatisk finale mod FC Barcelona. Nu manglede kun én sejr i sæsonens sidste kamp hjemme på et propfyldt Vicente Calderón mod Albacete for at sikre sig “El Doblete” – den historiske double. Stemningen på stadion var en blanding af euforisk forventning og en næsten ubærlig nervøsitet. En hel generation af fans havde aldrig oplevet at se deres hold som mestre, og presset på spillere som Kiko, Pantić, Caminero og Penev var enormt.

Kampen i sig selv blev en forløsning. Spændingen blev hurtigt udløst, da en ung, argentinsk midtbanespiller ved navn Diego Simeone efter et kvarters spil steg til vejrs på et hjørnespark fra Milinko Pantić og med et kraftfuldt hovedstød sendte bolden i nettet til 1-0. Målet sendte en chokbølge af lettelse og glæde gennem stadion. Kort før pausen cementerede klubikonet Kiko Narváez sejren med en klinisk afslutning til 2-0, hvilket reelt afgjorde mesterskabet. Anden halvleg blev en lang æresrunde, hvor fansene sang og fejrede, mens spillerne på banen kontrollerede kampen mod et Albacete-hold, der ikke havde noget at spille for. Hvert minut, der gik, bragte klubben tættere på historiebøgerne.

Da slutfløjtet lød, eksploderede Calderón i et euforisk kaos. Tusindvis af fans stormede banen for at fejre med deres helte i et uforglemmeligt øjeblik af fællesskab og triumf. Dette var ikke blot en ligatitel; det var kulminationen på en historisk sæson, hvor klubben for første og hidtil eneste gang i sin historie sikrede sig “El Doblete”. Sejren markerede et højdepunkt for en gylden generation af spillere og for Radomir Antić, der opnåede evig legendestatus. Symbolikken var til at tage og føle på: Manden, der åbnede scoringen, Diego Simeone, skulle årtier senere vende tilbage som træner og føre klubben til endnu større triumfer, hvilket skabte en perfekt historisk cirkel tilbage til denne magiske aften i maj 1996.

12. maj 2010: Atletico Madrid – Fulham 2-1

Finalen i den nyligt omdøbte Europa League den 12. maj 2010 i Hamborg var mere end blot en kamp for Atlético Madrid; det var en chance for forløsning. Klubben havde ikke vundet et stort europæisk trofæ i 48 år, siden triumfen i Pokalvindernes Turnering i 1962, og bar det tunge øgenavn ‘El Pupas’ (den forbandede) på grund af en lang historie med smertefulde nederlag i afgørende øjeblikke. Modstanderen var Roy Hodgsons heroiske Fulham-mandskab, der som turneringens store overraskelse havde kæmpet sig hele vejen til finalen. Selve kampen var en nervepirrende og jævnbyrdig affære. Diego Forlán bragte spanierne foran efter 32 minutter efter et smart oplæg fra Sergio Agüero, men glæden var kortvarig, da Simon Davies udlignede for Fulham blot fem minutter senere. Resten af den ordinære spilletid var præget af intensitet og få åbne chancer, og kampen måtte ud i en anspændt forlænget spilletid.

I den forlængede spilletid, hvor træthed og nerver prægede begge hold, trådte kampens helt frem. I det 116. minut modtog Sergio Agüero bolden i venstre side af feltet og sendte et lavt indlæg ind mod forreste stolpe. Her dukkede Diego Forlán op og styrede med en elegant, let afrettet berøring bolden i nettet bag en chanceløs Mark Schwarzer i Fulham-målet. Målet udløste en euforisk jubelscene blandt spillere og de medrejsende ‘Colchoneros’, der endelig kunne se enden på årtiers ventetid. Forlán blev med sine to afgørende mål kampens ubestridte hovedperson og sikrede sig en evig plads i klubbens historie.

Sejren var et monumentalt vendepunkt for Atlético Madrid. Den brød ikke kun den 48 år lange europæiske tørke, men fungerede også som en mental barrierebryder, der rystede ‘El Pupas’-forbandelsen af klubben. Triumfen i Hamborg var startskuddet til en gylden æra, der i det efterfølgende årti skulle bringe yderligere to Europa League-titler og etablere klubben som en fast bestanddel af den europæiske top. For fansene står kampen som et afgørende øjeblik, hvor en ny vindermentalitet blev født, og hvor klubben for alvor vendte tilbage til den europæiske scene. Det var øjeblikket, hvor håb blev til virkelighed.

17. maj 2013: Real Madrid – Atletico Madrid 1-2

Forud for finalen i Copa del Rey den 17. maj 2013 var fortællingen om Madrid-derbyet ensidig og brutal for Atlético. Klubben havde ikke besejret bysbørnene fra Real Madrid i 14 år, en periode der strakte sig over 25 kampe. Denne statistik var ikke blot et tal; det var en dybt rodfæstet psykologisk barriere, en forbandelse, der definerede magtforholdet i den spanske hovedstad. At finalen tilmed skulle spilles på Real Madrids hjemmebane, Santiago Bernabéu, gjorde opgaven monumentalt svær. Over for dem stod José Mourinhos stjernespækkede mandskab, anført af Cristiano Ronaldo, som var tårnhøje favoritter. For Diego Simeones Atlético Madrid var kampen derfor mere end en finale; det var en chance for at bryde lænkerne og genoprette stoltheden.

Selve kampen udviklede sig som et perfekt drama, der afspejlede den lange og smertefulde historik. Allerede efter 14 minutter så forbandelsen ud til at fortsætte, da Cristiano Ronaldo bragte Real Madrid foran. Men i modsætning til tidligere tiders Atlético-hold, faldt dette mandskab ikke sammen. Anført af en ukuelig vilje udlignede Diego Costa før pausen og signalerede, at en ny tid var inde. Kampen var en intens og fysisk affære, hvor Real Madrid ramte træværket tre gange, og Atléticos målmand, Thibaut Courtois, leverede en række verdensklasseredninger. Kampen gik i forlænget spilletid, og her indtraf det historiske øjeblik. I det 98. minut steg den brasilianske forsvarsspiller Miranda til vejrs og headede bolden i nettet til 2-1. Øjeblikket var et symbol på Simeones filosofi: et mål scoret på en dødbold, fremtvunget af kollektivt slid og urokkelig tro.

Sejren var en ren forløsning og et vendepunkt i klubbens moderne historie. Det var ikke blot det første trofæ vundet mod Real Madrid i 14 år; det var beviset på, at Diego Simeones projekt kunne vælte de største giganter. Triumfen på fjendens egen hjemmebane knuste den psykologiske barriere og gav holdet en tro på egne evner, der blev en direkte katalysator for den efterfølgende sæson, hvor Atlético sensationelt vandt La Liga-mesterskabet. For fansene var den 17. maj 2013 natten, hvor årtiers frustration blev vekslet til eufori, og hvor Atlético Madrid endegyldigt trådte ud af storebrorens skygge og genvandt sin plads i toppen af spansk og europæisk fodbold.

17. maj 2014: FC Barcelona – Atletico Madrid 1-1

Sæsonafslutningen den 17. maj 2014 er indgraveret i Atletico Madrids historie som en af klubbens mest definerende øjeblikke. På sidste spilledag i La Liga rejste Diego Simeones mandskab til Camp Nou for at møde FC Barcelona i en direkte finale om det spanske mesterskab. Forudsætningerne var simple og nervepirrende: Atletico førte ligaen med tre point og skulle blot bruge uafgjort for at sikre sig titlen, mens Barcelona med en sejr på hjemmebane ville overhale dem på grund af bedre indbyrdes resultater. For Atletico var det en chance for at vinde deres første mesterskab siden 1996 og bryde det årelange duopol, som Real Madrid og FC Barcelona havde haft på spansk fodbold.

Kampen udviklede sig til et mareridt for Atletico fra start. Inden for de første 22 minutter måtte holdets to offensive profiler, topscorer Diego Costa og den kreative Arda Turan, lade sig udskifte med skader. Da Alexis Sánchez efter 34 minutter med et brag af en helflugter sendte bolden op i det nærmeste målhjørne og bragte Barcelona foran 1-0, så mesterskabet ud til at glide Atletico af hænde. Ved pausen var Barcelona mestre, og Simeones hold stod over for en næsten umulig opgave: at score på Camp Nou uden to af deres vigtigste spillere. Men holdet kom ud til anden halvleg med en fornyet tro og intensitet, der kendetegnede hele deres sæson.

Blot fire minutter inde i anden halvleg skete det, der skulle blive et ikonisk øjeblik. Efter et hjørnespark fra anfører Gabi steg den uruguayanske forsvarsklippe Diego Godín til vejrs og pandede bolden i nettet til 1-1. Målet ændrede alt. Resten af kampen blev en opvisning i defensiv disciplin, offervilje og kollektivt sammenhold. Atletico forsvarede sig heroisk mod Barcelonas pres, og da slutfløjtet lød, var den historiske triumf en realitet. Det mest bemærkelsesværdige var dog, at titusindvis af Barcelona-fans på Camp Nou blev på deres pladser og gav de nye mestre en stående ovation – en sjælden gestus og en ultimativ anerkendelse af den utrolige bedrift, Atletico Madrid havde leveret. Sejren var kulminationen på Simeones projekt og et symbol på, at kollektiv styrke kunne triumfere over stjernespækket individualisme.

24. maj 2014: Real Madrid – Atletico Madrid 4-1

Finalen den 24. maj 2014 på Estádio da Luz i Lissabon er indprentet i enhver Atletico-fans bevidsthed som et af de mest smertefulde øjeblikke i klubbens historie. Kampen var kulminationen på en fænomenal sæson under Diego Simeone, hvor holdet, blot en uge tidligere, på mirakuløs vis havde sikret sig det spanske mesterskab med en uafgjort kamp på Camp Nou mod FC Barcelona. For første gang i 40 år stod Atletico i en finale i Europas fineste klubturnering, og for første gang nogensinde var finalen et anliggende mellem to klubber fra samme by. For Real Madrid var det jagten på den længe ventede ‘La Décima’ – deres tiende titel. For Atletico var det den ultimative chance for at krone en historisk sæson og besejre deres altdominerende byrival på den størst mulige scene.

Kampen udviklede sig præcis som forventet efter Simeones taktiske manual. Efter et tidligt tilbageslag, hvor stjerneangriberen Diego Costa måtte udgå med en skade efter kun ni minutter, kæmpede Atletico sig ind i opgøret. I det 36. minut sendte forsvarsklippen Diego Godín Atletico-fansene i ekstase, da han med et loopende hovedstød udnyttede en fejlbedømmelse af Real Madrid-målmand Iker Casillas og bragte de rød-hvide foran 1-0. Herefter fulgte en lang og nervepirrende forsvarskamp, hvor Atletico med en heroisk og disciplineret indsats holdt stand mod Real Madrids massive pres. Sejren og det historiske trofæ var inden for rækkevidde, og minutterne talte ned.

Men i dommerens tillægstid indtraf katastrofen. I det 93. minut, mere præcist efter 92 minutter og 48 sekunder, steg Sergio Ramos til vejrs på et hjørnespark og headede med stor kraft udligningen i nettet. Målet var et psykologisk knusende slag for Atletico-spillerne, som havde givet alt og var sekunder fra triumfen. I den efterfølgende forlængede spilletid var kræfterne sluppet op. Et fysisk og mentalt knækket Atletico-hold kunne ikke længere stå imod, og Real Madrid scorede yderligere tre mål ved Gareth Bale, Marcelo og Cristiano Ronaldo. Slutresultatet 4-1 var i sidste ende misvisende og brutalt for et hold, der havde været så tæt på. Nederlaget i Lissabon står tilbage som et definerende ar i klubbens sjæl, men også som beviset på, at Simeones Atletico for alvor var vendt tilbage til den absolutte europæiske top.

18. maj 2018: Marseille – Atletico Madrid 0-3

Finalen i Europa League den 16. maj 2018 i Lyon var mere end blot en kamp om et trofæ for Atlético Madrid; det var en mulighed for forløsning og en cementering af en æra. Efter en skuffende exit fra Champions League-gruppespillet tidligere på sæsonen var dette holdets chance for at sikre sig europæisk hæder. Konteksten var ladet med personlige historier: Træner Diego Simeone var i karantæne og måtte se til fra tribunen, mens hans assistent, Germán ‘Mono’ Burgos, styrede holdet fra sidelinjen. For superstjernen Antoine Griezmann var det en kamp på hjemmebane, spillet tæt på hans fødeby Mâcon. Og for klublegenden Fernando Torres var det den sidste chance for at vinde et stort trofæ med sin hjerteklub.

Selve kampen udviklede sig som en lektion i Atlético Madrids pragmatiske og nådesløse effektivitet under Simeone. Marseille startede kampen bedst med højt pres, men efter 21 minutter indtraf det afgørende øjeblik. En katastrofal fejl i Marseilles opspil, hvor målmand Steve Mandanda spillede bolden til en presset André-Frank Zambo Anguissa, førte til, at Gabi kunne erobre den og sende Antoine Griezmann alene igennem. Franskmanden svigtede ikke og scorede iskoldt til 1-0. Kort efter blev Marseilles chancer yderligere svækket, da deres anfører og kreative omdrejningspunkt, Dimitri Payet, måtte forlade banen med en skade og i tårer. Det var et psykologisk knæk for det franske hold, som Atlético udnyttede prompte.

I anden halvlegs begyndelse lukkede og slukkede Griezmann reelt kampen. Efter et velspillet angreb fandt Koke ham med en præcis stikning, og med et køligt chip over den fremadstormende målmand gjorde han det til 2-0. Resten af kampen var en magtdemonstration i defensiv organisation og kontrol. Marseille formåede aldrig at skabe reelle chancer, og i det 89. minut satte anfører Gabi det endelige punktum med et velplaceret skud til 3-0 efter endnu en assist fra Koke. Det mest symbolske øjeblik indtraf dog i overtiden, da Fernando “El Niño” Torres blev skiftet ind til stående ovationer og efterfølgende fik æren af at løfte trofæet sammen med Gabi. Sejren var Atléticos tredje Europa League-titel og et uforglemmeligt bevis på holdets styrke, disciplin og evne til at præstere, når det gjaldt allermest.

Billetter til Atletico Madrid-kampe

Du køber billetter til Atletico Madrids kampe gennem klubbens officielle hjemmeside. Salget foregår i faser. Klubmedlemmer, kendt som ‘socios’, har førsteret. Der skelnes mellem ‘socios abonados’ (sæsonkortholdere) og ‘socios no abonados’ (medlemmer uden sæsonkort). Billetter til offentligheden frigives typisk 7-10 dage før kampdagen, hvis der er ledige pladser efter medlemmernes salgsperiode.

Tilgængeligheden af billetter afhænger direkte af modstanderen. Kampe mod hold fra den nedre halvdel af La Liga, som Getafe eller Rayo Vallecano, har ofte billetter tilgængelige i det åbne salg. Til topkampe mod Real Madrid, FC Barcelona og i afgørende Champions League-opgør er det ekstremt svært at skaffe billetter. Næsten alle pladser tildeles klubbens medlemmer, og meget få billetter når nogensinde det generelle salg.

Priserne på billetter varierer markant. De bestemmes af modstanderens status, placeringen på stadion og turneringens vigtighed. For en almindelig La Liga-kamp starter priserne omkring 40-50 euro for en plads i de øverste sektioner bag et af målene. En billet på langsiden til en kamp mod en topmodstander koster ofte over 150 euro.

Købsprocessen på hjemmesiden er ligetil. Du vælger den ønskede kamp og ser et interaktivt kort over stadion. Her vælger du dine pladser og gennemfører betalingen med kreditkort. Efter købet modtager du billetterne digitalt. De leveres som en PDF-fil til print eller som en QR-kode til din smartphone, som du scanner ved indgangen til stadion.

Officielt Atletico Madrid billetsalg: en.atleticodemadrid.com/tickets

Fodboldrejser til Atletico Madrid-kampe

Når du køber fodboldrejser til Atletico Madrid med et dansk rejsebureau, får du en samlet pakke. Denne pakke indeholder fly, hotelophold og en garanteret kampbillet. Bureauet håndterer hele processen, fra booking af fly til sikring af din plads på stadion. Det fjerner usikkerheden ved selv at skulle navigere i Atleticos billetsystem, især til kampe mod Real Madrid eller FC Barcelona, hvor Atletico Madrid-billetter er svære at skaffe. Du modtager en samlet løsning, hvor alle elementer er koordineret.

En væsentlig fordel er den økonomiske sikkerhed. Danske rejsebureauer er medlem af Rejsegarantifonden. Det betyder, at din rejse er dækket i tilfælde af bureauets konkurs. Denne beskyttelse eksisterer ikke, når du selv sammensætter rejsen ved at købe fly, hotel og billet separat fra forskellige udbydere. Du opnår en tryghed for din investering.

Rejsebureauet varetager al logistik. De udvælger hoteller med en placering, der giver fornuftig adgang til offentlig transport mod Estadio Metropolitano og byens centrum. Du modtager en detaljeret rejseplan med information om flytider, hoteladresse og instruktioner til, hvordan du modtager dine kampbilletter, som ofte leveres direkte til hotellet. Det sparer dig for tid i planlægningsfasen.

Du har adgang til dansk kundeservice. Opstår der uforudsete hændelser under rejsen, for eksempel et aflyst fly, har du et dansk kontaktpunkt. Al kommunikation før, under og efter rejsen foregår på dansk. Det sikrer klare aftaler og fjerner potentielle sprogbarrierer i kontakten med flyselskaber, hoteller eller billetudbydere.

Find fodboldrejser til Atletico Madrid fra danske rejsebureauer.